Kan du li’ rap? Så skal du høre Binær

For nøjagtigt ét år siden udgav Binær deres første album. Jeg har villet skrive noget om det længe, og det har naget mig at jeg ikke har fået det gjort. For Umage er et af de stærkeste danske rapalbums, jeg har hørt. Og så er jubilæet jo en perfekt anledning.

Binær består af Mund de Carlo og Trepac, der længe har huseret som solister i den rapundergrund, P3 temmelig konsekvent ignorerer. Det er synd og skam, at de ikke er bredere kendte, for de rapper på et niveau der kan gøre enhver rapfan varm om hjertet.

Begge væver de rimpakket linje på rimpakket linje sammen med lækre, blærede og opfindsomme flows. Det er guldrandet sprogligt blær, og det er så godt skruet sammen at man bare må overgive sig.

Tag åbneren “Umagen Værd”, hvor de over et nærmest Wu-Tang’sk beat kæderimer derudad og derefter slår naturligt over i dobbelttempo-flows, bare fordi de kan.

“Nakkesved” er rendyrket magtdemonstration, hvor Mund de Carlo starter sit vers ud med at rime stort set hvert eneste ord, og Trepac følger køligt op ved køre hele sit vers på kun tre rimsæt.

Lignende ordmesteri ser man på “Totaler”, hvor de to tilsyneladende har sat sig for at finde alle ord, der indeholder ordlyden “to”. Det kunne være endt som noget fortænkt gylle, men det er så gennemført skruet sammen at det går rent ind.

Opfindsomheden og legesygen ses også på et nummer som “Lad Mig Introducere”, hvor hiphoppens sædvanlige “jeg er den bedste”-attitude bliver vendt på hovedet, når Mund de Carlo og Trepac skiftes til, eller nærmest battler om, at forklare hvorfor makkeren er den bedste rapper i landet.

Og når det hele tilmed bliver spyttet over en samling knivskarpe og knastørre beats, er det svært at få armene ned.

Dermed ikke sagt at pladen er perfekt fra ende til anden. “Dum mikrofon” er lige tand for rap-om-at-rappe-agtig og grænser til det studentikose, mens “Millennium Maskiner” handler om det mest fortærskede af alle emner, nemlig hvor meget vi stirrer i vores smartphones (seriøst, efter Per Vers brugte tre numre på det emne på sin sidste plade, gider jeg aldrig hører om det igen).

Og så kunne man måske fristes til at tro, at det knækker for Binær hver gang de ikke skal rappe om at være bedst til at rappe, men sådan er det heldigvis ikke. Pladelukkeren “Ekstranummer” går lige i melankolien, mens protestsangen “Rød” går lige i dansefødderne.

Kan du li’ rap? Så skal du høre Binær. Umage har måske et par svagheder, men de opvejes til fulde af det fuldstændigt suveræne niveau, resten af pladen lægger. Hvis hiphop var europæisk fodbold, ville Mund de Carlo og Trepac snildt kunne spille for internationale topklubber. Så højt er niveauet.

 

 

Reklamer

Ice Cube har den – Only One Me

Når Ice Cube indtager Roskilde Festival om nogle uger, bliver det ikke med et nyt album i bagagen. Men det er tæt på. Om lidt udsender han nemlig en jubilæumsudgave af albummet Death Certificate (det er den med NWA-disset “No Vaseline”), og det bliver med tre spritnye tracks.

Det første af dem, “Only One Me”, ramte internettet her i weekenden, og det er en banger af rang. Det kan godt være at Cube har rundet 47, men han er fandme ikke blevet gammel. Han er veteran, og på “Only One Me” sørger han for at minde os alle sammen om, at det var ham, der opfandt gangster-rap og west coast. Hvordan kan man ikke flippe skråt over linjer som disse?

Taught 2Pac how to keep it gangster
I showed Biggie Smalls how to release his anger
Who came before me? Melle Mel, Ice T
King T, KRS and the homie Chuck D
P.E, DMC, nigga know your history
If Cube ain’t top 3, then you’s a bitch to me
Ice Cube, the name will live in infamy
As the young nigga that invented Eazy-E
West Coast bitch, yeah that’s on me

Ice Cube har ry for at spille fremragende koncerter, så for helvede, jeg glæder mig til Roskilde!

Donuts Roskilde-guide 2017

Donuts Roskilde-guide 2017

 

Hvert år gennemgår jeg Roskilde Festivals program med en tættekam, og 2017 er ingen undtagelse. Jeg har vitterligt lyttet til alt på programmet – eller i hvert fald alt det, der findes lyd af på internettet.

Hvert år på Roskilde synes at have sin egen form for musikalske kvalitet. I år er der især mange klassiske hiphop-navne på plakaten (også selvom A Tribe Called Quest desværre har aflyst). Desuden har jeg i år sat kryds ved væsentligt flere navne inden for verdensmusikken (åh, jeg har det svært ved det udtryk) end jeg plejer, hvilket kommer lidt bag på mig. Tråd- og metaludvalget har til gengæld ikke sagt mig det store, men det er nok mest et spørgsmål om personlig smag.

Vi tager årets anbefalinger i den rækkefølge, de står på plakaten. Altså kæmpenavnene først, og Rising-kunstnerne til allersidst.

Continue reading “Donuts Roskilde-guide 2017”

Fem yndlingstracks med Pharoahe Monch

Pharoahe Monch er min yndlingsrapper. Både live og på plade. Jeg ser ham hver gang, han er i Danmark, og han bliver bare bedre og bedre. Nu har Loppen sat ham på plakaten til deres fødselsdagsevent her på lørdag (han var på Europa-turne i forvejen), og det skal fandme markeres. Så her kommer fem af mine yndlingstracks fra mandens hånd. Ikke en top 5, bare fem nøje udvalgte og suveræne tracks.

Pharoahe er en af de mest hårdtarbejdende folk inden for hiphop (spørg bare Eminem). Hans solokarriere var lige ved at kuldsejle, inden den rigtig kom i gang, fordi hans pladeselskab fuckede op i sample-rettigheder. Debutsinglen “Simon Says” var et monsterhit. Men Rawkus Records fik ikke clearet nummerets sample af Godzilla-soundtracket, og derfor måtte de trække hele hans debutplade, Internal Affairs, tilbage.

Derefter fulgte syv år med tovtrækkeri og dårlige pladekontrakter, så da Pharoahes andet album, Desire, endelig udkom i 2007, var han både fyr og flamme og træt af pis. “The A&R’s the house nigger / the label’s the plantation / now switch that advance for your emancipation”, rapper han på åbningsnummeret “Free”. Stilen fortsatte på førstesinglen “Desire” med ordene “slave to a label but I own my masters”. I min bog er det et af de bedste rapnumre nogensinde. For helvede, det holder.

Dengang Pharoahe stadig var på Rawkus Records (og Rawkus stadig eksisterede), lavede han denne banger med sin label-makker Mos Def og den legendariske Nate Dogg. “Oh No” er et fremragende eksempel både på Monchs evner ud i ordspil (“I’m intellectual, pass more essays / than motorcade police parades through East L.A”) og hans til tider gospel-agtige flow (“Hallelujah / Pharoahe Monch’ll do ya’ / maintain a sane frame of mind / screw ya!”).

Pharoahe var med på soundtracket til Denzel Washington-filmen Training Day. Tracket “Fuck You” (som hedder “Got You” i den radiocensurerede udgave) er skrevet netop fra Denzels karakters perspektiv. Der er en lang tradition i hiphop om at rappe om hvor store svin, politiet kan være, men det er sjældent man hører det fra en (bundkorrupt og voldelig) strømers perspektiv. Ganske i tråd med filmen smider Monch også lige et par linjer ind på spansk, bare fordi han kan.

Pharoahe Monch har astma. Det har været ved at tage livet af ham et par gange. Det er også del af grundlaget for hans unikke flows – han rapper simpelthen rundt om sine vejrtrækningsproblemer. Hans seneste album, PTSD – Post Traumatic Stress Disorder, skrev han under og efter en heftig depression frembragt af en dårlig kombination af medicin (som hans tandlæge, af alle mennesker, heldigvis opdagede ved et tilfælde). Pladen handler om depression, afhængighed og andre psykiske sygdomme, emner der sjældent behandles i rap. Det er måske hans bedste album – og ellers en klar toer efter Desire. Nummeret ovenfor er dog bare ren braggadocious-“fuck jer, jeg er den bedste”-blærerap. Hvordan kan man ikke elske en linje som “go tell your favorite rapper eat a bag of baby dicks”?

Vi slutter denne liste med et af Pharoahes mest afdæmpede og cerebrale (som de siger på engelsk) tracks. “Evolve” er et skoleeksempel i overlegen rimteknik, og bevis på at Pharoahe Monch er en af de bedste rappere nogensinde. Punktum. Det er et kort nummer, og hver gang jeg hører det, får jeg lyst til at spille det igen og igen. Linjer som “extingguish the sun when I drool, play pool with the planets” og “It’s the one time only, vernacular original / miraculous spectacular flow / computer digital / I piss upon the pitiful, ridicule the minuscule” får mig til at måbe gang på gang. Hvis du synes starten af verset lyder bekendt, er du muligvis De La Soul-fan. Pharoahe optrådte nemlig med det i en af “Ghost Weed”-skits’ne på deres album Art Official Intelligence: Mosaic Thump fra 2000. Monch er typen, der godt kan lade et fedt rim stå i sin rimbog i 11 år, indtil han finder det rette track at bruge det på.

Som sagt spiller Pharoahe Monch på Loppen nu på lørdag, 20. maj. Det koster en 50’er i forsalg, hvilket er en latterligt lav pris for at se en af verdens bedste live-rappere optræde.

Apropos Kendrick Lamar

Kendrick Lamars seneste plade, DAMN., går for tiden sin sejrsgang, så det er halvoverflødigt for mig at skrive noget om den. Andet end at konstatere, at jeg er mega-fan. I stedet er her et par Lamar-relaterede ting, du måske ikke kender.

Kendrick og co. havde åbenbart lyttet til danske plader, da de lavede hans andet album og store gennembrud, good kid, m.A.A.d city. “The Art of Peer Pressure” er bygget op om Suspekts “Helt Alene”, hvilket mange nok har opdaget (Suspekt fik stukket en platinplade for GKMC i hånden, da både de og Lamar spillede på Roskilde i 2015).

Men noget andet er, at “Bitch, Don’t Kill My Vibe” også sampler fra Danmark. Nærmere bestemt fra Boom Clap Bachelors’ “Tiden Flyver”. De slog vist aldrig rigtig igennem herhjemme som albumkunstnere, men nogle af medlemmerne dannede senere Quadron.

Og så opdagede jeg for nyligt, at Lady Gaga oprindeligt var med på “Bitch, Don’t Kill My Vibe”. Kendrick endte som bekendt med ikke at bruge hendes vokaler, men Gaga selv sørgede selv for at “hendes” version af sangen slap ud senere. Med fuld velsignelse fra Lamar.

Big Scoob – Bitch Please

Nogle gange falder man bare over ting. Som det her track, for eksempel. På Reddit fandt jeg en gammel Notorious B.I.G./2Pac-liveoptagelse fra 1995, hvor der også var en rapper ved navn Big Scoob med. Hans stemme sagde mig et eller andet, så jeg googlede ham. Det viser sig at Google ikke ved meget om Big Scoob fra New York, men de ved jævnt meget om en anden Big Scoob – ham du kan se i videoen ovenfor.

Big Scoob er fra Kansas City, er signet til Tech N9nes pladeselskab, og pladedebuterede i den ret så udsædvanlige alder af 39 år. Han er gaaaammel gangsta.

Heldigvis er det længe siden, at rap udelukkende var et young man’s game, og man kan sagtens være hardcore selvom man hastigt nærmer sig de 47 år. Især når man har et beat så bouncy og et omkvæd så catchy som i “Bitch Please”. Jeg har ikke fået tjekket meget andet af Scoobs bagkatalog endnu, men det her holder sgu.

Mere nyt Kendrick Lamar – HUMBLE.

Det er kun få dage siden, Kendrick Lamar varslede nyt album med tracket “The Heart Part IV“. I nat smed han så et nyt track, med megaflot video og hele møget. “The Heart” kommer næppe til at være på den nye plade (det er numrene i “Heart”-serien ikke), men det kan vi godt regne med at “HUMBLE.” vil gøre.

Det er et track med hårdt beat, bibelsk billedsprog og en klar opfordring om at “sit down/be humble.” Og skal man dømme ud fra Kdots to forrige plader, er “HUBMLE.” også del af en større kontekst, der ikke umiddelbart er tydelig – ganske som “Backseat Freestyle” og “i” var det.

Anyway. Det banger. Ovre på Genius.com har de selvfølgelig allerede en fuld analyse af teksten.