Donuts Roskilde-guide 2017

 

Hvert år gennemgår jeg Roskilde Festivals program med en tættekam, og 2017 er ingen undtagelse. Jeg har vitterligt lyttet til alt på programmet – eller i hvert fald alt det, der findes lyd af på internettet.

Hvert år på Roskilde synes at have sin egen form for musikalske kvalitet. I år er der især mange klassiske hiphop-navne på plakaten (også selvom A Tribe Called Quest desværre har aflyst). Desuden har jeg i år sat kryds ved væsentligt flere navne inden for verdensmusikken (åh, jeg har det svært ved det udtryk) end jeg plejer, hvilket kommer lidt bag på mig. Tråd- og metaludvalget har til gengæld ikke sagt mig det store, men det er nok mest et spørgsmål om personlig smag.

Vi tager årets anbefalinger i den rækkefølge, de står på plakaten. Altså kæmpenavnene først, og Rising-kunstnerne til allersidst.

De kæmpestore

Det er lidt omsonst at lave anbefalinger i denne kategori, men de to nedenstående skal have et par ord med. Derudover kan jeg nok godt lokkes til at se Foo Fighters og Justice.

Ice Cube

Det er synd og skam, at A Tribe Called Quest måtte aflyse. Til gengæld skal Roskildes bookere have props for at hyre en erstatning, der har haft (mindst) lige så stor betydning for hiphoppen. Jeg aner ikke om Cube spiller NWA-numre, når han optræder, men det er også underordnet – hans bagkatalog er fyldt med klassikere og genialiteter. Jeg eksploderer evt, hvis han spiller Ghetto Vet.

Moderat/Modeselektor

Det er lykkedes mig at misse disse tyske elektrokonger, hver gang de har spillet på Roskilde. Jeg kendte ikke Moderat, første gang de var forbi, jeg ville hellere se Janelle Monae, da Modeselektor spillede, og af en eller anden grund, jeg ikke længere kan huske, blev jeg til hele Stevie Wonder-koncerten da Moderat sidst gæstede festivalen. Sådan bliver det ikke i år.

De mellemstore

Anthrax

Jeg elsker thrash. Når der er “Big Four”-thrash på programmet, lokker det altid, og de to gange jeg har set Anthrax på Copenhell har de virkelig leveret varen.

The Avalanches

Tilbage i 2000 lavede The Avalanches en af verdens bedste plader nogensinde, Since I Left You. Den hører hjemme i enhver pladesamling. Faktum. Så var de tavse i 16 år, indtil de udgav sidste år udgav Wildflower – der kraftedeme formåede at være næsten lige så god. Det her bliver en af årets bedste koncerter.

Nas

Det er som sagt hiphop-koryfæernes år. Nas er en af the GOATs, der er ikke så meget at rafle om.

Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey

Seun Kuti er søn af legendariske Fela Kuti og spiller i dag med farmands gamle band. Jeg så dem på Vanguard for nogle år siden, og den koncert var fuldstændig forrygende. Det i sig selv er nok til at Seun Kuti står højt på min ønskeliste i år – og så tager han gudhjælpemig Mos Def med! Det kan jeg ikke blive væk fra, jo.

Tivoli Copenhagen Phil

Tivolis hussymfoniorkester indtager Arena med det, de kalder den klassiske musiks svar på et mixtape. Det bliver tilmed noget med at orkestret er fordelt rundt i hele teltet og ikke bare sidder på scenen. Det er nok til at gøre mig nysgerrig.

De små navne (aka den vigtigste del af programmet)

Man finder som regel de største guldklumper i den del af Roskildes program, der står med småt.

47Soul

Palæstinensisk blanding af hiphop, soul og traditionel mellemøstlig musik. Jeg har kun hørt nedenstående nummer (som jeg fandt på festivallens eget website), men jeg behøver heller ikke høre mere. Jeg er solgt. Desværre ligger de lige oven i Seun Kuti – den bliver svær…

 

67

Engelsk hiphop er virkelig begyndt at rykke de sidste par år. Jeg plejer at skrive alle mulige forbehold om den slags, om at jeg ikke er vild med grime og bla-bla-bla, men det virker efterhånden unødvendigt. Dystre beats og hårde rim, jeg er på.

75 Dollar Bill

Hvordan beskriver man det her? Roots-country møder syrerock? Det må være noget i den dur. Langsomt og groovy og skramlende. Det tror jeg ret godt jeg gider.

BCUC

Der har vi det der verdensmusik igen. Jeg kan ikke lade være med at danse i stolen, når jeg hører nedenstående nummer. Fyrer de den lige så meget af på Roskilde, som de gør i denne video, bliver det en magisk koncert. Desværre ligger de oven i Avalanches, og det er jeg fandme ked af. For nøj, hvor det rykker!

Debashish Bhattacharya

Sitar, tabla-trommer, selvopfunden hindustansk slide-guitar og qawwali-sang. Den slags, stort set al psykedelisk musik udspringer fra. ‘Nuff said.

Digable Planets

Den anden gruppe, Roskilde har hevet ind i 11. time for at fylde hullet efter A Tribe Called Quest. Digable Planets er endnu en af den tidlige 90’er-hiphops trailblazere med en stil, der er sovset ind i lækker jazz. Det gør savnet lidt lettere at leve med.

High On Fire

Sidste år havde Roskilde besøg af Sleep, der sådan omtrent er stoner-metallens gudfædre. Sleep var blevet gendannet efter mange, mange års pause. I løbet af den pause kørte et af medlemmerne stilen videre i et nyt band – High On Fire. Mere behøver jeg ikke vide, det skal ses (og mærkes!).

Jah9

Jah9 laver roots-reggae. Det vil sige gammeldaws reggae. Altså reggae skåret meget i samme stil, som Bob Marley stod for.

Kano

Jeg har efterhånden sagt, at jeg ikke er vild med grime, flere gange end jeg kan tælle. Men det er vist ved at ændre sig. I hvert fald skulle der kun nogle få sekunder af Kano til at overbevise mig om, at det her er noget for mig.

Lorenzo Woodrose

Jeg er ikke megavild med Baby Woodrose, der også spiller i år (det er evt. lidt for poppet?). Men jeg eeeeelsker Spids Nøgenhat. Og jeg vil med glæde se Lorenzo spille solo.

Pert Near Sandstone

Så er der vaskeægte bluegrass for alle pengene! Med banjo og stepdans-percussion og hele molevitten. Man kan kun blive glad i låget af den slags, og Pert Near Sandstone er åbenbart heller ikke blege for at tage numre som Beatles-klassikeren “I am the Walrus” under kærlig behandling. Yeehaw!

Rising / warm-up

Baest

Baest spiller arketypisk dødsmetal af den gamle skole – eller det, kendere i daglig tale kalder “fee’ dø’.” Gu fanden skal det ses!

Monti

Mængden af danske rappere, der rapper på engelsk og lyder fede, kan tælles på én hånd. Sådan cirka. Den lille og eksklusive liste har Monti skrevet sig selv på, og han slæber åbenbart et fuldt liveband med sig på Roskilde.

Tvivler

Mit første møde med hardcore-genren var et lille lokalt band, der hed Lack, som blæste mig fuldstændig omkuld en aften på Elværket i Holbæk i min spæde ungdom. Efterfølgende så jeg dem spille, hver gang jeg fik chancen. Lack udviklede sig siden til at være Danmarks absolut fremmeste hardcore-band, og senere til at være Danmarks absolut fremmeste post-hardcore-band. Men efter tre albums gad de ikke mere. Nu er frontmand Thomas Burø tilbage i en ny konstellation, der fortsætter hvor hardcore-Lack slap, og jeg glæder mig som et lille barn til at se dem.